Uanset hvor vigtige vi selv finder vores nyheder, måler de sig på ingen måde med alt det dramatiske, der vælter ind over os fra den store verden. Måske er det mentalt sundere for os at rette opmærksomheden mod små overskuelige lokale forhold. Vi har haft årsmøde. 4. marts på Nørherredhus. Omkring 105 deltagere. Rar stemning, god dialog og formidlingen af, hvordan vi har valgt at løse vores opgave. Vi orienterede om medlemsaktiviteter og arrangementer, om vores social-humanitær indsats, om vore møder med kommunen om fx ældrepleje og sundhedspolitik, om fremtiden og om at passe godt på vores mere end 100 frivillige. Vi er tæt på 2300 lokale medlemmer. Økonomien er atter stabil. Vi havde 7 på valg til bestyrelsen. Genvalgt blev Arild Espersen, Erik Dohn Laursen, Jens Erik Henriksen, og Peter Nebeling. Nyvalgte blev Allan Hansen, Lone Hein og Karen Skou (suppleant). Vi sagde farvel og tak til Morten Flytkjær, Kurt Nissen og Merethe Christensen, som trådte ud allerede sidste år.
Venlig hilsen Ældre Sagen Nordals
|